Indtryk fra eHealth 2012
Lakeside deltog i årets europæiske World of Health IT konference (eHealth week) i København. Her er hovedpointerne vi tog med hjem.
Temaet for årets konference var ”Continuity of care and patient centric health services through the use of innovative eHealth solutions”. Dvs. hvad kan vi gøre for at borgeren oplever et langt mere sammenhængende og nærværende behandlingsforløb og hvordan kan teknologi - især it - spille en rolle i realiseringen af dette?
Konferencen eHealth består af en ret traditionel blanding af præsentationer, matchmøder og udstilling. Der var hovedsagelig udstillere fra Europa og Nordamerika og det gav for det første en international profil men også en chance for at lade sig af inspirere af andre måder at tackle sundheds-it'ens mange udfordringer. Lakeside deltog primært for at netværke og opfriske eller skabe nye kontakter. Men først og fremmest for at få et indtryk af, hvad der ”rør sig” i marked og få et indtryk af udviklingen og tendenser.
2 af konferencens mest interessante indlæg handlede om Kaiser Permanentes brug af sundhedsdata i deres planlægning og et indlæg om de juridiske principper for brug af personlige data. Begge indlæg er særdeles relevante i takt med digitaliseringen af sundhedsdata virkelig er begyndt at tage fart.
Vis mig din statistik og jeg skal sige hvad du kommer til at fejle
CEO for Kaiser Permanente George C. Halvorson holdt en keynote, om Kaiser Permanentes anvendelse af statistikker og data, der er grundlæggende for den måde de tager beslutninger på. Man har en strategi der er udtrykt i sloganet ”all, all, all”. Med dette menes adgang til alle data for alle patienter på alle tidspunkter af døgnet. Kaiser Permanente bruger deres data særdeles aktivt og analyserer løbende med henblik på at kunne ”holde deres medlemmer raske” længst muligt. Bl.a. fremhævede George C. Halvorson, at Kaiser Permanente med deres brug af data har fundet en sammenhæng, der siger at et forhøjet et kolesterol-niveau i 30’erne ser ud til at øge risikoen 2-3 gange for at pådrage sig Alzheimer når man kommer op i 70’erne.
I Danmark er bestræbelserne på at bruge Business Intelligence og udnytte "Big data" allerede igang og vi burde med den grad af digitalisering og "ordnede data-forhold" have en platform at gøre dette på. Udfordringen er selvfølgelig at det skal gå på tværs af sektorer og spænde over hele værdikæden fra forebyggelse til genoptræning. En værdikæde Kaiser Permanente har en fordel i at varetage fra a til z.

Dine data – vores data?
Prof. Dr. Nikolaus Forgó, Institute for Legal Informatics, Leibniz University fortalte om lovgivningen bag det at have adgang til personlig data. Professoren lagde ud med at fortælle, at det er ulovligt at behandle personlig data undtaget, hvis der er lovgivet om det, eller hvis personen specifikt har givet lov. Herefter gennemgik han de problemer der kan være med at udmønte dette i praksis. Eksempelvis er der ikke klarhed over, hvad der menes med ”personlig data”. Der findes simpelthen ikke en klar juridisk definition af dette.
Det er klart at set i et internationalt perspektiv bliver dette komplekst og det sender også et signal om, at eksport af danske sundheds-it systemer kan risikere at løbe ind i alvorlige barrierer meget tidligt. Vi er vænnet til en ret moderne og moden national lovgivning i Danmark, som ikke umiddelbart kan applikeres.
Kronikerne koster kassen
Flere af præsentationerne handlede om udfordringer og løsninger for kroniske patienter. Måske fordi kroniske patienter er langt den dyreste gruppe af patienter at behandle. Kaiser Permanente kunne fortælle, at mindst 50% af sundhedsomkostningerne går til kroniske patienter. Tal fra Danmark peger på at dette tal måske er helt oppe på 70%. Lidt afhængig af hvilke kroniske lidelser man tager med i opgørelsen.
Udstilling
Der var mange firmaer, der havde valgt at udstille på konferencen. Bl.a. udstillede DICTAT (Dansk ICT Ambassador Taskforce) med et samlet koncept under navnet ”PatientVille”. Udstillingen var inspireret af filmen ”DogVille”, hvor man på lignende vis havde lavet en minimalistisk scene eller kulisse hvor man kunne følge i fodsporerne på en kronisk patients ”rejse gennem systemet”: ambulance, hospital, kommune, praktiserende læge, apotek og hjemmet, hvor så de enkelte udstillere havde chance for at demonstrere deres løsninger.

Lakeside tager primært det med hjem, at vi kun lige har set nogle af de første tiltag i at udnytte digitale data i sundhedsvæsenet. Lakesides erfaringer med at bygge sikre og tværgående infrastruktur-services til sundhedsvæsenets parter ligger således lige på sporet i forhold til de trends og tendenser som årets konference præsenterede.

Om eHealth week
eHealth Week afholdes en gang om året og i 2013 afholdes det i Dublin
Konferencen tiltrækker mellem 2500 - 3000 deltagere og ca. 90 udstillere.
Kontakt hos Lakeside: Søren Rosenørn | srj@lakeside.dk | +45 4021 9042
