I Lakeside har vi udarbejdet foranalyse og løsningskoncepter for to ud af seks initiativer på ”Høreområdet i Fremtiden”. I oktober 2018 kom den daværende regering med udspillet, som havde til hensigt at løfte indsatsen for mennesker med høretab, så de fremover får hurtigere høreapparatbehandling af høj kvalitet.
I de to initiativer har Lakeside bidraget med en høj analysekompetence og løsninger, som tager afsæt i den it-virkelighed, som sundhedsområdet i Danmark befinder sig i. Det betyder, at løsningerne kan videreføres i konkrete, praktiske projektsættelser og realiseres i virkeligheden. Vi har gennem hele forløbet fungeret som de praktiske tandhjul i etableringen af et solidt data- og analysegrundlag, som kan udmøntes i specifikation og afprøvning af konkrete it-løsninger. Vores store indsigt i og overblik over det sundhedsmæssige it-landskab, som løsningerne skal passe ind i, har bidraget til at Sundhedsstyrelsen har været bedst muligt klædt på til at igangsætte de to initiativer.
Opgaven
Med udspillet “Høreområdet i fremtiden” blev der igangsat i alt seks initiativer på høreområdet, hvoraf to var målrettet en digitaliseringsindsats og forankret i Sundhedsdatastyrelsen:
- Initiativ 1 med sigte på at etablere en afprøvning af en digital visitationsmodel.
- Initiativ 5 med sigte på bedre dataindsamling for at følge udviklingen på høreområdet og skabe viden om effekt og kvalitet.
Initiativerne blev igangsat for at imødekomme en række udfordringer på høreområdet:
- Der er lange ventetider til offentlige høreapparatbehandling.
- Borgere med høretab oplever en uoverskuelig indgang til og manglende information omkring høreapparatbehandling.
- Der er forhold, der skaber uensartet og utilstrækkelig kvalitetskontrol på området.
- Der er en manglende gennemsigtighed om sammenfaldende interesser, f.eks. usikkerhed om hvorvidt lægerne alene vejleder ud fra et fagligt grundlag, som kan skabe mistillid hos borgerne.
- Generelt er det svært fra centralt hold at få et samlet overblik og indblik i området.
Lakeside fik til opgave af Sundhedsdatastyrelsen at udarbejde en foranalyse, som dels skulle afdække den daværende as-is situation på høreområdet, og dels skulle opstille mulige løsningskoncepter for henholdsvis initiativ 1 og 5 i høreprogrammet. Efterfølgende fik vi til opgave at udvikle løsningskoncepterne for begge initiativer.
Kortlægning af Høreområdet
Gennem udarbejdelsen af foranalysen på høreområdet identificerede Lakeside en række karakteristika for høreområdet, der var centrale for at kunne udarbejde realistiske koncepter for de to initiativer.
- Der er en bred aktørkreds involveret i borgerens høreapparatbehandling. De hørefaglige kompetencer er spredt på mange roller, mange relaterede opgaver og i nogle tilfælde også på tværs af sektorer.
- Data og resultater fra prøver og undersøgelser fra andre aktører bliver ikke genbrugt, da der er store forbehold mod kvaliteten af de optagne prøver og dermed kvaliteten af data. Delingsmulighederne er samtidig ganske begrænsede og involverer i mange tilfælde tab af information. Dette betyder samlet, at høreprøver gentages – måske unødigt – for at være sikker på, at den er foretaget i den fornødne kvalitet.
- Systemlandskabet er præget af en lang række af systemtyper, it-systemer og tjenester. Der er både meget tekniske fagsystemer til optagelse af prøver og undersøgelser samt forretningssystemer til journalføring, bestilling og afregning. Billedet afviger dog ikke væsentligt fra, hvad andre specialeområder på sundhedsdomænet har.
- Informationer og data bliver kun i meget begrænset omfang udveksles i struktureret form, og der er reelt set ikke mulighed for fælles datadeling og opsamling af fx kvalitetsdata. Der er ligeledes ikke borgerrettede muligheder for at modtage eller aflevere informationer om eget høretab og situation.
- Høreområdet er præget af en høj grad af standardisering via branche- og industristandarder. Dette ses som en effekt af en stærk, teknologisk tradition fra høreapparatindustrien, der har organiseret branchen omkring en række tekniske standarder.
På baggrund af de identificerede karakteristika for høreområdet, var der lagt det bedst mulige grundlag for at udarbejde løsningskoncepter for de to initiativer, der var forankret i Sundhedsdatastyrelsen. Lakeside fik efterfølgende opgaven om at udarbejde målbilleder for de to initiativer.
Læs mere om, hvad målbilleder er.
Løsningskoncepter
Initiativ 1
For initiativ 1 i høreprogrammet udarbejdede Lakeside løsningskonceptet Høremappen, som den sammenhængskabende platform for aktørerne på det danske høreområde. Høremappen understøtter en digital visitation og skal være en platform, som både kan understøtte borgernes samlede behandlingsforløb, give borgeren bedre indsigt i egen behandling, samt gemme og dele data mellem hørefaglige aktører gennem hele behandlingsforløbet. Hvis visitationen til hørebehandlingen kunne digitaliseres og ikke kræve et tidligt fysisk besøg hos en ØNH-læge, kunne der måske både skabes en hurtigere adgang til hørebehandling og et bedre datagrundlag for den efterfølgende behandling. Konkret er der i skrivende stund (sept. 2020) igangsat en pilotafprøvning af løsningskonceptet i region Nordjylland. Et arbejde som Lakeside også er involveret i som teknisk projektleder. Her skal hørefaglige aktører og borgere med et høretab eller mistanke om ét bidrage til afprøvningen af konceptet.
Der er dermed, på baggrund af Lakesides leverancer, igangsat udarbejdelsen af den første nationale, digitale løsning for deling af undersøgelsesdata til støtte for behandlinger og opfølgning på hørebehandling. Læs mere om initiativ 1 her.
Initiativ 5
For initiativ 5 i høreprogrammet har Lakeside udarbejdet et løsningskoncept, hvor Sundhedsdatastyrelsens Sunddataplatform skal anvendes til at opsamle og gøre data tilgængelige fra relevante kilder på høreområdet. Løsningen understøtter behovet fra myndighederne for at monitorere behandlingsaktiviteten og udviklingen på hele høreområdet, og følge den borgeroplevede kvalitet af høreapparatbehandling. Samtidig vil borgere kunne få indblik i forventede ventetider til høreapparatbehandling, der dækker såvel private som offentlige behandlere.
Lakeside er i skrivende stund (sept. 2020) involveret i igangsættelse af konkrete aktiviteter, som skal gøre det muligt at indsamle data fra relevante parter. Der sker dermed et skift fra ikke centralt at have nogle statistiske opgørelser på høreområdet til at have et datagrundlag, som på aggregeret niveau vil gøre det muligt at monitorere området og følge udviklingen og kvaliteten af den behandling, borgeren med et høretab modtager. Læs mere om initiativ 5 her.